Misteltens arving

Mistelten glæder sig med Ceder og Crispin. De er netop blevet forældre til egernpigen Tusindfryd og har derved sikret Mistelten en arving.

Aftenen før prinsessens navngivningsdag regner det med stjerneskud. Alle ved, at der efter sådan en aften følger enten noget godt eller noget dårligt – noget godt selvfølgelig: prinsessen skal jo navngives. Men Juniper, det forældreløse egern, som er under præsteuddannelse hos broder Nobilis, er foruroliget.

»Pludselig kom en stjerne hvirvlende i en eksplosion af lys, så Juniper måtte vende sig bort og lukke øjnene. Han skælvede og fik en klump i halsen og pressede poterne mod maven for ikke at komme til at kaste op. »Er der noget galt?« spurgte Urchin. »Det ved jeg ikke,« hviskede han. Bag sine lukkede øjenlåg havde han i stjernens lysglimt set et skræmmende klart syn. I et splitsekund havde han set kløer – hvide, truende kløer. Der havde været noget blåt, noget, som han syntes, han burde genkende. Og så et sølvglimt af en kniv ...«
Citat fra bogen

»Misteltens arving« er tredje bind i krøniken om Mistelten.  

»Der er spænding, en lille smule kærlighed, og den har alt det som en god bog skal have.«
Thea, 11 år, om Urchin og Hjertestenen