følg os på Facebook
Alle skifter - med rutebilen på livsrejse

Alle skifter - med rutebilen på livsrejse

1 bedømmelse(r) Kristensen, Thomas
Pris - 249,95 kr
Sæt på ønskeseddel

Bedømmelser

En bog der giver et godt møde med pulsslaget i et vestjysk landsogn.
Bedømt af Finn (Indsendt den 11/03/19)
Af Finn Najbjerg, Vinderslev.
Anmeldelsen er bragt i IMT IMpuls nr. 6 – 2019

I Alle skifter – med rutebilen på livsrejse træder Thomas Kristensens barndomsfascination af rutebilen tydeligt frem. Den var områdets livsnerve, og med sit netværk var den forbindelsen ud til den store, eventyrlige og ukendte verden. Med udsyn fra barndommens rutebil skildres forældre, naboer, byens og omegnens folk. Altid i en positiv erindring, der ikke idealiserer eller udelukker negative sider.

Bogen giver et meget godt møde med pulsslaget i et vestjysk landsogn i sidste halvdel af 1900-tallet, som kan være til gensynsglæde for den, der har oplevet tiden. For den yngre generation kan bogen give en god forståelse for livet, som det udfoldede sig, da far eller farfar var ung.

Forfatteren formår at træde tilbage og fortælle med barndommens blik, tanker og følelser – og flere gange med datidens sprogbrug. Det giver læseren et indblik i hverdagslivet og i begivenheder, som forfatteren har oplevet. Thomas Kristensen skildrer barndommen, hvor troen på Gud og hans nærvær i hjem, kirke og missionshus er en ureflekteret selvfølgelighed. Og så var der nogle, som ikke kendte kirke og missionshusvejen. Det var barndommens selvfølgelighed! Ægteskabets samliv, gensidige glæde, respekt for hinanden og intimitet skildres på en meget fin og respektfuld måde.

Alle skifter! Bogen fokuserer på livsvejens mange skift – fra studietidens ungkarleliv til ægteskabet og familielivet. Ved skiftet til præstelivets livsgerning forsvinder der noget af bogens nærhed, og beretningerne fra de følgende årtier får mere karakter af tidsanalyse. Her kunne der godt være givet mere plads til de daglige gøremål, som hører til præstens, teologiens og kirkens verden.

I bogen trækkes mange paralleller til Vilhelm Birkedals selvbiografiske sang: "Jeg så ham som barn". Genklangene fra sangen er berigende. I de sidste kapitler nærmer vi os stoppestedet med det store skift. Forfatteren skriver: "Busrejsen og livsrejsen kan vi vælge at stå af. Evighedsrejsen omslutter tiden både før dens tilblivelse og efter dens ophør. Tiden er blot som et sekund svøbt i evighedsrejsen. Her kan vi ikke stå af."

Forfatterens hjertevarme fortællemåde går som en god grundtone fra først til sidst. En god bog at sætte sig med i en hyggekrog, når dagens travlhed er til ende.

Indsend din bedømmelse

Kun registrerede brugere kan skrive bedømmelser. Log ind eller registrer