Gud, hvor jeg savner ham!

Jakob Søe Esmarch er præst i Holstebro. I 2013 får sønnen Simon på ni år konstateret en kræftsvulst på hjernestammen.

»En varm, kærlig og livsklog beretning om mødet med et barns alvorlige sygdom og død. Fortalt usentimentalt, livsnært og hudløst ærligt.

Bogen er en gave til enhver pårørende, der som medvandrer bliver hjulpet på vej af de reflekterende dagbogsoptegnelser fra tiden under og efter Simons sygdomsforløb og død, samt af de mange relevante henvisninger af psykologisk, teologisk og litterær karakter.

Det er en af de bedste, ærligste og viseste bøger, jeg har læst om sorgen, fortvivlelsen og håbet på trods. Her er ingen forsimplede løsninger – men livsvisdom fra et menneske, der har taget livtag med Gud.«
Henrik Stubkjær, biskop i Viborg

»Hvor er jeg glad for, at denne bog nu er kommet. Og hvor er jeg ked af, at den skulle være nødvendig.

For nødvendig, det er den. Og livsnær! Både i sin sorg, i sin modvilje mod sentimentalitet, i sin længsel efter mening og glæde, i sin vrede og frustration over en tavs Gud. Og i Simons egen undren over, hvorfor Gud ikke fjerner hans kræftsvulst.

Den er livsnær i noget af det, Jakob også lærer af sine egne børn og af Henriette: om ærlighed, kærlighed, livsglæde og et konkret evighedshåb.

Troen på Kristus er der stadig. Udfordret – ikke som en svagere tro, men som en »flosset overbevisning«. Bogen er smertelig, længselsfuld og håbefuld. Og godt skrevet.«
Leif Andersen, forfatter og lektor emeritus i praktisk teologi

Interview

»Vi fremhæver ofte den fredfyldte, trygge og glade tro som et forbillede, og den er bestemt også skøn. Tryg tro er dejligst, men frustreret tro er også tro. Og det kan være sund tro. Det kan være den eneste tro, der holder i kristetider.«
Citat fra interview i impuls – se hele interviewet her.